Musikkoret København

Koncerter og rejser 1970 - 1979

Koncerter i Tivolis koncertsal

I 1970'erne videreførte Musikkoret Bethesda traditionen med at afholde en årlig koncert i Tivolis koncertsal. Koncerterne var altid velbesøgte. Nedenfor ses billeder fra koncerter i 1970, 1972 samt 1975 og 1976. Endvidere er koncertprogrammer gengivet nedenfor med mulighed for at "bladre" i programmerne. 

Progammer fra koncerterne i Tivoli i 1970'erne kan ses ved at "bladre" i programmerne til højre.

1970-Tivoli-program-forside
1970-Tivoli-program-forside
1970-Tivoli-program
1970-Tivoli-program
1970-Tivoli-program-2
1970-Tivoli-program-2
1971-Tivoli-program
1971-Tivoli-program
1972-Tivoli-program
1972-Tivoli-program
1973-Tivoli-program-forside
1973-Tivoli-program-forside
1973-Tivoli-program
1973-Tivoli-program
1974 Tivoli-program
1974 Tivoli-program
1977-Tivoli-program
1977-Tivoli-program
1978-Tivoli-program
1978-Tivoli-program
1979-Tivoli-program-forside
1979-Tivoli-program-forside
1979-Tivoli-program-side1
1979-Tivoli-program-side1
1979-Tivoli-program-side2
1979-Tivoli-program-side2

1970 Frihedsfest i KB-Hallen

Musikkoret Bethesda medvirkede ved en stor frihedsfest i KB-Hallen i 1970. Anledningen var 25 året for Danmarks befrielse i 1945.

Bemærk, at Musikkoret Bethesda optrådte efter bandet "Savage Rose".

Solisten Cecilia Pharr fra Ohio

Musikkoret Bethesda havde et samarbejde med Cecilia Pharr fra Ohio i USA.

På billedet ses Cecilia Pharr ved en koncert i Utterslev kirke den 9. december 1971. Cecilia Pharr sang fire Negro spirituals:

I couldn't hear nobody pray, Amen, Jacob's ladder, Mary's boy child. 


I en avisanmeldelse af koncerten i Utterslev kirke kunne man læse: "Korets dirigent overassistent Henning Madsen, Hvidovre hørte miss Pharr for 3 år siden og engagerede hende i korets arbejde, og hun har siden taget livlig del i sang- og musikvirksomheden inden for Bethesdas musikkor. Hun er født i Ohio og er i dag laboratorieassistent på Finsensinstituttet i København. Som de øvrige medlemmer af musikkoret medvirker hun uden honorar - alene af sangglæde." Nogle år efter koncerten i Utterslev rejste Cecilia Pharr tilbage til USA.

1971- 40 års Jubilæumskoncert i Grundtvigskirken

Henning Madsen dirigerer kor og orkester ved jubilæumskoncerten.

Musikkoret fejrede også korets jubilæum i 1991 med en koncert i Grundtvigskirken. Koncerten kan høres via et link på siden om korets aktiviteter i 1990'erne.

Solister ved jubilæumskoncerten:

Oboisten Preben Jensen og Operasangerinde: Gertrud Spliid

Jubilæumskoncertens program

1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program
1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program
1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program-forord
1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program-forord
1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program-side 3
1971-Jubilæumskoncert Grundtvigskirken - program-side 3

Prøve i Grundtvigskirken forud for jubilæumskoncerten

1972 Koncertrejse til Berlin

Musikkoret Bethesda blev i 1972 inviteret til at holde en koncert i Dreifaltigkeitskirche i Berlin. Invitationen kom fra det berømte Hugo Diestler-kor i Berlin.

Musikkoret Bethesdas 70 medlemmer rejste til Berlin med tog.

1973 Koncertrejse til Canada og USA

I begyndelsen af 1970'erne var der i koret et ønske om en koncertrejse til Nordamerika. I foråret 1971 blev forslaget aktualiseret især på baggrund af en henvendelse fra en interesseret kirke i USA. Det lykkedes at få arrangeret en turné i Canada og USA i oktober 1973 gennem personlige kontakter og med bistand fra Dansk kirke i udlandet, ambassader og Skandinavisk Canadisk Venskabsforening.

Der deltog 80 personer på rejsen, som foregik fra den 5. til den 22. oktober 1973. Der blev afholdt koncerter i bl.a. Toronto, Montreal, Detroit, Omaha, Des Moines, Rock Island og Washington. 

Læs her korets dagbog fra koncertrejsen:

Rejsedagbog

Nedenfor kan man bladre i korets officielle koncertprogram på rejsen

1973 USA - program-forside
1973 USA - program - side1
1973 USA - program-side3
1973 USA - program-side4
1973 USA - program-side5
1973 USA - program-side6
1973 USA - program-side7
1973 USA - program-side8

Koncerter i Danmark

I 1970'erne gav Musikkoret Bethesda mange koncerter rundt omkring i Danmark - i kirker, medborgerhuse og kulturhuse og sågar i indkøbscentret City2 i Taastrup. I det følgende beskrives nogle af disse koncerter.

Kirkekoncerter

Årene 1970 til 1979 byder på en lang række kirkekoncerter. Her kan nævnes koncerten i Halskov kirke i 1973, hvor man ud over kor og orkester også kunne høre organisten Peter Langberg spille orgelværker af Cecar Franck og Hugo Distler. Ligeledes afholdt Musikkoret en koncert i Finderup kirke i september 1973, hvor Peter Langberg også var solist med orgelværker af Hugo Distler, Händel og Buxtehude. En særlig koncert fandt sted i Taastrup Nykirke i maj 1974, hvor Peter Langberg uropførte en sonate i a-moll af Kurt Grøndahl Mortensen, som var komponeret til Taastrup Nykirkes orgel i 1973. Ved samme lejlighed opførte Musikkoret uddrag af Haydns oratorium "Skabelsen". Både i 1973, 1975 og 1977 gav Musikkoret koncert i Skovlunde kirke. Efter koncerten i 1975 vistes en film fra Musikkorets turné i Canada og USA i 1973.

Koncert i Køge ved Sct. Nicolai kirkes 650 års jubilæum 

Den 22. september 1974 gav Musikkoret en koncert i Sct. Nicolai Kirke i Køge. Anledningen var kirkens 650 års jubilæum. 

I Køge-Posten kunne man den 30. maj 1974 læse: "Søndag efter den store fødselsdagsfest arrangerer menighedsrådet en stor kirkekoncert med Bethesdas musikkor. Det kendte ensemble, som tæller henved 70 mennesker, har netop været på en succesfuld turné i Amerika. Bethesdas Musikkor, er som navnet antyder, et blandet orkester og kor. Musikkorets repertoire har ry for at indeholde mange lødige ting, som også i ordets bedste forstand er folkelige." Ved koncerten medvirkede bassanger Poul Erik Højer som solist. På programmet var bl.a. slutningskoret fra Händelse oratorium "Judas Maccabæus" og Händels kroningsmesse "The King shall rejoice".

Adventskoncerter i Haraldsted og Fuglebjerg, 1975

I 1975 besøgte Musikkoret flere kirker på Midtsjælland. Billedet til venstre er fra en adventskoncert i Haraldsted kirke den 30. november. Samme dag gav Musikkoret også koncert i Fuglebjerg kirke. Inden koncerten i Fuglebjerg kirke, kunne man bl.a. læse i Sjællands Tidende: "For de mange, der sidste gang i Fuglebjerg hørte Bethesda-korets koncert, var det en stor oplevelse, og det vil det utvivlsomt blive også denne gang."

Dagen efter koncerten i Fuglebjerg kirke, dvs. den 1. december 1975 kunne man igen læse om koncerten i Sjællands Tidende under overskriften "Så smukt kan julen synges og spilles ind." Artiklen fortsætter således: "Mens det første lys i Fuglebjerg kirkes adventskrans brændte ned, gav Bethesdas musikkor under ledelse af Henning Madsen søndag eftermiddag den skønnest tænkelige optakt til julen. Kirken var fyldt til sidste plads, da Henning Madsen slog an til koncertens første nummer. Koncertens første del omfattede åndelige kor- og musikværker. På programmet stod bl.a. Dykes' smukke "Hellig, hellig, hellig" og Bachs "Jesus bleibet meine freude". Skønt tonede kor og orkester ud i kirkerummet. Af pladsmæssige grunde var de mandlige kormedlemmer anbragt i koret ved alteret, og det betød desværre en svækkelse af korets mandsstemmer. 

Det var en lille skønhedsfejl, som ingen uden kirkens bygmester kan bebrejdes. I musikkorets korte pause læste pastor Hauge dagens evangelium, og der var fællessang - på den første søndag i det nye kirkeår selvfølgelig Grundtvigs "Vær velkommen herrens år." Anden afdeling var viet den forestående højtid. Efter Bachs "Jeg kommer til din krybbe her" for kor og orkester sang koret to kendte julesalmer "Glade jul" og "Dejlig er den himmel blå" i to meget smukke arrangementer. Efter yderligere to julesalmer for kor og orkester, A. Adams "Julenat" og F. Mendelssohns "Hør hvor englesangen toner" læste præsten velsignelsen, og så sang alle - tilhørere, kor og orkester med Herluf Juhl ved orglet Ingemanns smukke julesalme "Julen har bragt velsignet bud". Man sad og ønskede, at traditionen ikke forbyder os at klappe i kirken, men arrangøren af koncerten, Fuglebjerg menighedsråd, og musikkoret skal vide, at det var en dejlig oplevelse for tilhørerne, og at musikkoret gerne høres på disse kanter igen."

Nyvangskirken i Kalundborg 1976

Ved en senere koncert i Nyvangskirken i Kalundborg den 9. maj 1976 var der tilsyneladende ikke samme respekt for traditionen med at undlade at klappe i en kirke. I anmeldelsen af koncerten i Kalundborg Folkeblad den 10. maj 1976 kunne man læse følgende: "Een stor jublende lovsang. Skønt møde med Bethesdas Musikkor. I Nyvangskirkens skønne rum, der jo har en sjælden god akustik, gav Bethesdas Musikkor fra København søndag aften en koncert, der virkede som én stor jublende lovsang. De 75 sangere og musikere formåede under deres inspirerende dirigent Henning Madsen at begejstre tilhørerne til stort bifald efter hvert af numrene på programmet, som da også var af den største lødighed og skønhed." 

Den samme koncert i Nyvangskirken i Kalundborg blev også anmeldt i Holbæk Amts Venstreblad. Overskriften var "Dygtigt musikkor". Videre står der i anmeldelsen: "Måske skyldtes det de mange konfirmationsfester i by og omegn, at der ikke som venteligt var stuvende fuldt hus i Nyvangskirken i Kalundborg søndag aften, da det 75 personer store Bethesdas Musikkor gav en strålende koncert. De tilhørere, der var kommet, fik i hvert fald en skøn og uforglemmelig oplevelse. Kor og orkester var under den meget kyndige og dynamiske dirigent Henning Madsens hænder nået til en sjælden grad af dygtighed. Programmet bestod overvejende af 1700-tallets store komponisters værker. De var sammensat meget afvekslende. Hvad der prægede aftenen i særlig grad var måske den mærkbare glæde hos alle de medvirkende. En glæde, der også kunne være grund til at føle. Så sikre var alle i det rent musikalske og tekniske. Sangerne havde en åndedrætsteknik, der fik selv det vanskeligste til at lyde legende let, og orkestret samlede - med meget dygtig pianist og strygere - alt til en harmonisk helhed. Der var stor begejstring og taknemmelighed hos alle tilhørere, og pastor Bent Friis Nielsen kunne takke alle korets medlemmer med tydelig tilslutning fra tilhørerne."

Påskekoncert i Majbølle kirke, 1978

Musikkoret Bethesda gav en påskekoncert i Majbølle Kirke på Lolland den 19. marts 1978. I en lokal avis kunne man læse om de forskellige genvordigheder med at anbringe det store kor og orkester i den lille landsbykirke. Artiklen har denne fine overskrift: "Fornem påskekoncert i Majbølle kirke." Herefter fortsætter artiklen: "Menighedsrådet og sognepræst Lars Graff Nielsen havde stor ære af det fornemme arrangement, som fandt sted i Majbølle kirke, hvor det kendte Bethesdas kirke-musikkor gav en koncert i går. 

Der var ikke en ledig plads i kirken, og der blev brug for hver eneste af de 100 stole, som ekstraordinært var fremskaffet til koncerten. Forud for koncerten havde der hersket stor aktivitet for at skaffe plads til de 60 sangere og musikere samt deres instrumenter, ligesom der var lavet en forhøjning til sangkorets mandsstemmer bagest i koret. Det var elever på Guldborgland centralskole, der havde fremstillet "podiet" ved at sammenlime 30 af gymnastiksalens skamler. Desuden havde Majbølle Møbelfabrik gjort et klaver klar til koncerten, og sognepræsten havde sammen med graveren forud nøje beregnet, hvor meget plads de 60 medvirkende behøvede. 

Det var lykkedes at få organiseret alt til det store arrangement, som blev en meget stor oplevelse for de mere end 200 tilhørere. Musikkoret er glimrende sammenstemt, og under ledelse af dirigenten, Henning Madsen, klang tonerne lifligt under kirkens hvælvinger. Koncerten udførtes i to afdelinger med ialt 12 melodier, og især var det betagende at høre det syv-stemmige kor synge Combert "Ave Maria" og Händels "alleluja".

Roskilde domkirke, 1979

Musikkoret Bethesda gav en festkoncert i Roskilde Domkirke den 2. september 1979. Som solister medvirkede operasanger Gertrud Spliid og domorganist Helvig Larsen. Annelise Engholm var ved klaveret.


Entre kostede 15. kr. for voksne og 5 kr. for børn.

Forud for koncerten skriver Claus Røllum-Larsen i en lokal avis: "Korkoncert med kendt og mere sjælden musik. Bethesdas Musikkor med solister i Domkirken søndag. Roskilde: Koncerten med Bethesdas Musikkor i Domkirken søndag den 2. september byder på et afvekslende program. Korets dirigent er Henning Madsen og desuden medvirker operasanger Gertrud Spliid, pianist Annelise Engholm og domorganist Helvig Larsen. 

Af det omfattende program kan nævnes den kendte morgensang "I østen stiger solen op" fra Gades korballade "Elverskud", uddrag af et af Händels "Coronation Anthems" og koraler af Joh. Seb. Bach.

Af mere sjældent hørt musik kan fremhæves den svenske komponist og digter Gunnar Wennerbergs udsættelser af Davids 96de og 126de salme. Wennerberg kendes herhjemme mest for sine viser "Gluntarne", men han var tillige komponist af stor kormusik, f.eks. oratoriet "Kristi fødsel" og et "Stabat Mater". Salmeudsættelserne er enklere sager, som har opnået yndest i hjemlandet Sverige samt Nordtyskland og Skotland. 

Helvig Larsen vil ved koncerten fremføre Mendelssohns A-Dur orgelsonate fra 1844, og Gertrud Spliid er foruden i Wennerbergsalmerne også solist i to værker af Mozart: Dolcissinum con vivium" samt den kendte "Laudate Dominun" fra "Vesperae solemnes de confessore". En sjældenhed er Faurés "Cantique de Jean Racine" for kor, harmonium og orkester, som stammer helt fra ca. 1873, altså da Fauré var 28 år. Ved koncerten medvirker Bethesdas orkester, som bl.a. spiller Mozarts Kirkesonale i C-Dur."

Koncerter i kultur- og medborgerhuse

Musikkoret Bethesda gav koncerter i kulturhuse og medborgerhuse. I 1977 gav Musikkoret koncert på byskolen i Frederiksværk.

Billedet til højre er fra en koncert i Taastrup kulturhus i 1970.

Billedet til venstre er fra en adventskoncert i Medborgerhuset i Hvidovre i 1974. 

Efter koncerten kunne man læse følgende anmeldelse i Hvidovre avis: " Vellykket aften i Medborgerhuset. Det blev en fin oplevelse for de 400-500, der var til adventskoncert i Medborgerhuset, hvor Bethesdas Musikkors 60 mands stærke sang- og musikkor gav koncert arrangeret af Hvidovre kulturråd. Der indledtes med G. Wennerberg: Psalme 150, herefter Mozart: Sancta Maria, Magnificat af Buxtehude, hvorefter 1. del afsluttedes med et stykke af Händel: Coronation Anthem, sunget af seks-stemmigt kor med orkesterledsagelse. Sidste halvdel af koncerten bød på kendte ting såsom: Glade jul, dejlige jul og andre julesalmer. En særlig oplevelse var det at høre Niels Peter Andersen, der spillede på trompet - et såkaldt flygelhorn. Her fik vi hørt en virkelig toppræstation. Det er en fornøjelse at høre trompet af en, der virkelig kan håndtere det vanskelige instrument. Især i ekstranummeret "Jeg har hørt om en stad i det høje" udfoldede Niels Peter Andersen sit talent. Hvidovre kulturråd og Musikkoret skal have tak for en vellykket aften."

Koncerter i indkøbscentret City2 i Taastrup, 1975 og 1977

Inden koncerten i 1975 kunne man læse i Tåstrup avis: "Et af landets bedste kor, Bethesdas musikkor, som består af 75 sangere og musikere, giver to koncerter i City 2 - på elevatorscenen søndag den 14. ds. Det dygtige kor, der startede i 1951 har hele tiden været dirigeret af Henning Madsen. Det har faktisk fartet det meste af verden rundt. Blandt orkestrets medlemmer er Taastrup-organisten Peter Langberg."

1976 - 25 års jubilæum

Musikkoret Bethesda fejrede sit 25 års jubilæum i 1976. 

Billederne er fra jubilæumsfesten i Bethesdas store festsal. Nedenfor ses også program for Musikkorets medvirken ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke i anledning af jubilæet.

Besøg hos  Stadtlohner Männerchor, 1978

Koncert i Sct. Martins kirke Roerfeldt.

Solist: Gertrud Spliid

Rejse til Canada og USA 1979

Musikkoret Bethesda rejste på endnu en koncertturné i Canada og USA. Rejsen foregik i dagene 5. - 24. oktober 1979. Rejsen var kommet i stand efter henvendelser fra de menigheder, som koret besøgte på rejsen i 1973. Finansieringen af rejsen skete ved indsamlinger, gaver fra private, loppemarked, et jubilæumslegat fra Sparekassen Bikuben samt fra medlemmerne selv. Koncerter og indkvartering var organiseret af danskere, som tidligere var udvandret til Canada og USA.


På turen holdt musikkoret 11 koncerter under ledelse af dirigent Henning Madsen. Som solister medvirkede operasangerinde Gertrud Spliid, organist Peter Langberg og organist Kirsten Kolling Langberg, som tillige var vicedirigent på turen. 


Turen startede i den canadiske provins Alberta, hvor koret afholdt koncert i byerne Edmonton og Calgary. I Edmonton medvirkede koret ved en festgudstjeneste under ledelse af vicedirigent Kirsten Kolling Langberg. I Vancouver havde Musikkoret turens hårdeste program med 4 koncerter på 3 dage i 3 forskellige byer. Efter en aftenkoncert i First Lutheran Church i Vancouver deltog koret næste morgen i en TV-optagelse i Den Danske Kirke. Her skulle koret indspille et juleprogram, som skulle udsendes i TV i december måned i de følgende år.


I USA gav koret koncerter i Seattle, Tacoma, Phoenix og Los Angeles. Koncerten i Church of the Beatitues i Phoenix står nok for de 85 sangere og musikere som turens festligste. Kirkens smukke kirkesal mindede om en koncertsal og her var 800 mennesker mødt op for at høre koncerten.  Turen afsluttedes med en udendørs koncert i Disneyland.


Læs mere om Musikkorets rejse til Canada og USA i:

  • Tur-rapport 1 med afsnit om koncertrejsen, tilbageblik over rejseprogrammet og rejsedeltagernes turrapporter,
  • Tur-rapport 2, som indeholder rejselederens daglige information til rejsedeltagerne.